Eliteidræt Aarhus, Aarhus Kommune (EIA) vil sammen med Fonden Eliteidræt Aarhus, Team Danmark (TD) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) afsøge nye måder og modeller for, hvordan man koordineret og sammenhængende kan arbejde mere målrettet med forskellige faglige udfordringer inden for henholdsvis talenttransfer på tværs af idrætter og talenttransition inden for en idræt – både hver for sig og i sammenhæng.
Dette vil Aarhus Kommune gøre gennem projektet ”Talentudvikling: Flere veje på tværs af miljøer”, i daglig tale ”3T – Talent, Transition, Transfer”, som ovenstående aktører i samarbejde finansierer og aktivt indgår i.
Målet med projektet er at sikre målbare forbedringer hos specifikke atleter – blandt andet gennem bedre koordination mellem forskellige sportsmiljøer med udgangspunkt i Aarhus. Ligeledes ønskes der generel viden om, hvordan det kan skaleres til indsatser i andre idrætter eller andre byer. Der er særligt fokus på talentmiljøerne i atletik, kajak, orienteringsløb, sejlsport, svømning og triatlon. Andre idrætter kan også komme i spil.
Der søges en projektleder, som både kan koordinere og sikre god fremdrift i projektet samt sikre afrapportering og dokumentation til styregruppen, der består af EIA, TD og DIF. Man skal ligeledes kunne bevæge sig hjemmevant i talentidrættens verden – gerne med specialkompetencer i en af de primære idrætter i målgruppen.
Udover projektlederen forventes der tilknyttet en række delprojektansvarlige placeret direkte i de relevante talentmiljøer, som indgår i projektet via praksisnære indsatser. Projektlederen skal sikre resultater på tre niveauer: udvikling af en anvendelig model, etablering af konkrete samarbejder mellem miljøer samt flere og bedre gennemførte transitions- og transferforløb for atleter.
Projektlederen vil blive en integreret del af EIA’s sekretariat. I dagligdagen vil opgaverne foregå i tæt sammenhæng med EIA’s øvrige indsatser og udføres i tæt dialog med lokale klubber/træningsmiljøer, DIF’s Specialforbund og relevante TD-indsatser.
Din profil:- Du har en stor interesse for idræt – og særligt talentudvikling.
- Du forventes at have relevant uddannelse på minimum bachelor/professionsbachelor niveau og har relevant erfaring som for eksempel talenttræner, projektkoordinator, underviser, idrætskonsulent eller lignende specifikt fra en eller flere af de idrætter nævnt ovenfor (kan være både professionel erfaring og/eller fra arbejde i foreningsregi).
- Du er stærk på koordinering, sikrer fremdrift og sørger for dokumentation og afrapportering med stor sikkerhed og kvalitet.
- Du har gerne erfaring med/kendskab til administration, facilitering og strukturering af eksterne samarbejder og er god til at skabe struktur og overblik.
- Du er en stærk kommunikator, og det falder dig naturligt at være i dialog med mange interessenter.
- Du er en udpræget team-player og har fokus på at skabe resultater i fællesskab.
Eliteidræt Aarhus arbejder tæt sammen med byens stærkeste talent- og eliteidrætsmiljøer – på nuværende tidspunkt i cirka 25 forskellige sportsgrene. Aarhus Kommune arbejder ligeledes i tæt samarbejde med både regionale og nationale aktører på området.
Aarhus Kommune arbejder i et miljø med høj faglighed, nærhed til sporten og et uhøjtideligt miljø med fokus på at gøre en mærkbar forskel.
Hverdagen er fleksibel i både opgaver og arbejdstider med god mulighed for selv at være med til at præge dagligdagen. Aarhus Kommune ser desuden en stor værdi af et aktivt engagement i byens idrætsliv bredt set.
Løn og ansættelsesvilkår:Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer. Ansættelse sker snarest muligt.
Ugentligt timetal: 30-37 timer.
Der er tale om en tidsbegrænset stilling frem til den 31. december 2028.
Der vil blive indhentet privat straffeattest, og ansættelse sker under forudsætning af, at attesten ikke viser, at du er uegnet eller uværdig til stillingen. Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende privat straffeattest.
Der vil blive indhentet børneattest, og ansættelse sker under forudsætning af, at attesten ikke viser, at du er uegnet eller uværdig til stillingen. Stillingen er til enhver tid betinget af en anmærkningsfri børneattest.
Hvis du vil vide mere:Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Leder, Eliteidræt Aarhus, Mikkel Larsen på telefon 28226475.
Ansøgning:Stillinger i Aarhus Kommune søges elektronisk. Klik på 'Søg stillingen' for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering per e-mail, har Aarhus Kommune modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist er den 2. oktober 2026.
Kopi af eksamensbevis skal vedlægges.
Aarhus Kommune forventer, at første samtale finder sted i uge 43. Eventuelt anden samtale finder sted i uge 44.