Retten i Aarhus søger to jurastuderende til tiltrædelse 1. januar 2027 eller snarest muligt derefter.
Arbejdsområde:
Stillingerne er placeret på notarkontoret og i henholdsvis skifteretten og fogedretten.
På notarkontoret vil opgaverne bestå i afholdelse af møder med borgere og virksomheder, herunder påtegning af testamenter og fremtidsfuldmagter.
I skifteretten vil opgaverne i det væsentlige bestå i behandling af dødsbosager, herunder oprettelse og udlevering af dødsboer, godkendelse af boopgørelser og beregning af boafgifter.
I fogedretten vil opgaverne i det væsentlige bestå i behandling af udlægssager, herunder afholdelse af møder med skyldnere, og i behandling af sager om betalingspåkrav.
Retten i Aarhus forventer, at ansøgere opfylder følgende:
- Som minimum har afsluttet jurastudiets 2. semester
- Har gode teoretiske kundskaber
- Er udadvendt og serviceminded
- Kan lide at holde møder med alle typer af mennesker
- Er lærenem og har lyst til at lære nyt
- Kan arbejde selvstændigt, effektivt og ansvarsbevidst
- Har et godt humør og gode samarbejdsevner
- Er positiv, engageret, initiativrig og fleksibel
Retten i Aarhus tilbyder:
Et spændende og ansvarsfuldt arbejde med selvstændig sagsbehandling og et godt kollegialt samarbejde på tværs af faggrænser med en god og humørfyldt omgangstone.
Retten i Aarhus arbejder hver dag på at leve op til Danmarks Domstoles mål om at være en attraktiv arbejdsplads blandt andet ved at arbejde målrettet med videndeling.
Retten i Aarhus har i alt ca. 130 medarbejdere, heraf ca. 30 jurister, som er delt på adresserne Vester Allé 10 og Vester Allé 12.
Løn og ansættelsesforhold:
Ansættelsen sker i henhold til fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og OAO-S samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere i staten.
Kandidaten aflønnes med det faktiske antal arbejdstimer; dog maksimalt 15 timer om ugen i gennemsnit. Timelønnen udgør for tiden 145,91 kr. i timen i aktuelt niveau.
Spørgsmål:
Hvis der er spørgsmål vedrørende stillingen, kan interesserede kontakte funktionschef Preben Veng på tlf.: 20954605 eller afdelingsleder Birgit Andersen på tlf. 24827626.
Interesserede kan læse mere om Retten i Aarhus på rettens hjemmeside: www.domstol.dk/aarhus
Ansøgningsproces:
Interesserede, der ønsker at søge stillingen, skal sende ansøgningen elektronisk. Dette sker via rettens rekrutteringssystem på www.domstol.dk/aarhus under ”Job i Retten”.
Ansøgere bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når der trykkes på knappen ”Søg stillingen” i stillingsopslaget på rettens hjemmeside.
Ansøgningen skal vedlægges CV, indscannet karakterbevis, relevante udtalelser og et vellignende foto.
Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 1. december 2026 kl. 12.00.
Retten i Aarhus opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.