Når vi skal falde i søvn, er langsom og rolig musik det oplagte valg. Men mange unge vælger i stedet at sætte deres yndlingsmusik på – også pop, rock og rap med højt tempo. Spørgsmålet er, om den type musik hjælper dem med at falde i søvn eller tværtimod risikerer at forstyrre søvnen.
Med en bevilling på 2.437.664 kr. fra TrygFonden i ryggen skal lektor Kira Vibe Jespersen fra Institut for Klinisk Medicin og Center for Music in the Brain undersøge, hvilken betydning musikkens karakter har for dens påvirkning af søvnen.
I projektet sammenligner forskerne en standardiseret søvnplayliste med deltagernes egne playlister. Søvnkvaliteten bliver målt både ud fra deltagernes egne oplevelser og med en såkaldt øre-EEG, som registrerer hjerneaktivitet over flere nætter i deltagernes eget hjem.
Vi forventer, at både musikkens karakteristika og den enkeltes præferencer har betydning for effekten på søvnen. Samtidig undersøger vi, hvordan musikken påvirker objektive søvnmål, hvor der stadig er meget begrænset viden siger Kira Vibe Jespersen
Tidligere forskning har primært undersøgt langsom og rolig musik. Men analyser af den musik, som mennesker selv vælger til sengetid, viser et langt mere blandet billede. Omkring en tredjedel af numrene på søvnplaylister på Spotify har for eksempel højere tempo og mere energi, end man traditionelt forbinder med musik, der skal hjælpe os med at falde til ro.
Målet med forskningsprojektet er at skabe mere solid videnskabelig viden om, hvilke typer musik der bedst kan understøtte en god søvn. Resultaterne kan på sigt bruges til at udvikle forskningsbaserede anbefalinger til unge, der bruger musik, når de skal sove.
Projektet løber fra februar 2027 til januar 2029.
