Æsken vandt i december 2017 en Danish Music Award i kategorien Børnejazz. De nominerede var udvalgt, fordi de i særlig grad har været med til at udbrede glæden og kendskabet til jazzmusik for børn, hvilket er særligt vigtigt for Æsken, da netop kommunikationen med børn og formidling af spilleglæde er helt essentielt for gruppen. Æsken spiller inddragende koncerter, autentisk, energisk og ikke mindst sjovt.
Fælles for alt hvad Æsken laver er, at gruppen er drevet af hjerteblod for børn, for legen og for musik. Æsken er skabt af de to musikanter og tumultører Lasse Bech Kiilerich (drm., voc.) og Sidsel Bech Kiilerich (gt., voc.), og ledsages af spillekumpanerne Kristian Koldbro (bas), Janus Holst Aaen (gt., voc.) og Scott Christian Westh (trompet).
ÆSKEN har eksisteret siden 2015 og har turneret i hele Danmark til bl.a. Aarhus Jazz Festival, Riverboat Jazz Festival, Tunø Festival, filmfestivaler, børnefestivaler og mange, mange andre steder.
Koncerten kan opleves lørdag d. 7. november kl. 11.00 i Viften i Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek. Der er fri entré og ingen tilmelding og koncerten er arrangeret i et samarbejde mellem Bjerringbro Byforums Kulturudvalg og Viborg Bibliotekerne.
