
Vi nørder pladerne igennem på to timer. Sætter vinylen på! Lytter til side A og side B, får anekdoterne om hvordan sangene er blevet til – og også refleksioner om hvordan Aarhus har været inspiration til nogle af sangene.
Hvilke gader og stræder har lagt ryg til et brudstykke af en tekst. Hvilket koncertsted har serveret musik, som er blevet inspirationen til en sang?
Hvor er miljøerne, som fungerer som det næringsfulde nektar og hvor man udveksler idéer. Hvor meget betyder det at man stolt kan fortælle, at man som musiker kommer fra Aarhus?
Aarhus som musikkens centrum
Vi inviterer til nogle uformelle og hyggelige aftener i RADARs koncertrum. Udover musikken og historierne fra scenen, vil du have mulighed for at dykke ned i nogle pladekasser, KUN med musik fra Aarhus, som pladeforretningen Badstuerock stiller frem til dig.
Samtidig får du også serveret en tone, med noget af den nyeste musik som pibler frem fra Aarhus lige netop nu. For musikken er i evig udvikling og udgør Lyden af Aarhus.
Lyden af Aarhus præsenteres yderligere i samarbejde med PROMUS, produktionscentret for rytmisk musik i Aarhus. AARHUS ECHO udforsker og formidler musiklivet i Aarhus.
Hvordan lyder musikken? Hvor finder du den? Hvor er den på vej hen og på hvilke skuldre står den? AARHUS ECHO vil fra efteråret 2025 udsende en række podcasts, som tager fat på netop de emner.
Datoer / navne / album
2. september: Rigmor med albummet “Glade Blinde Børn”
21. oktober: Simone Tang Albummet med albummet “Things I Remember”
4. november: TV-2 – albummet bliver valgt ved afstemning på aarhusecho.dk
2. december: Zar Paulo med albummet “Elendig Software”
Billetsalget starter den 22. maj kl. 12.00. Billet kan købes på raderlive.dk
Billetpris 70 kr. + 5 kr. i gebyr.