Med udgangspunkt i billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens primære materialer – ler, voks, gips og bronze – skaber Teater Fluks fire sanselige performances og fire selvstændige lydværker. Gennem udstillingsperioden samles værkerne i et levende lydarkiv, der gradvist vokser frem og bliver tilgængeligt for udstillingens besøgende.
I Lyden af… mødes opera, elektronisk lyd, bevægelse og performative handlinger i en poetisk undersøgelse af materialernes stemmer, tyngde og forvandling. Publikum inviteres helt tæt på: ind i intime lytteoplevelser, hvor lyd bevæger sig omkring kroppen gennem hovedtelefoner, åndedrag, levende stemmer og handlinger i rummet.
Materialerne som medspillere
Anne Marie Carl-Nielsen var kendt for sit indgående blik for dyr, bevægelse og liv. I stedet for at genfortælle hendes liv kronologisk tager Teater Fluks afsæt i den skaberkraft og materialebevidsthed, der gennemstrømmer hendes kunstneriske arbejde.
Ler, voks, gips og bronze betragtes ikke alene som råstoffer på vejen mod den færdige skulptur. I værket træder de frem som aktive medspillere – materialer med hver deres rytme, modstand, hukommelse og mulighed for forvandling.
Vi er optagede af Anne Marie Carl-Nielsens vitalistiske blik og hendes evne til at finde bevægelse og liv i det, hun betragtede. I Lyden af… lytter vi til de materialer, hun arbejdede med. Vi undersøger deres egenskaber med krop, stemme og lyd og inviterer publikum ind i et nært møde med både materialerne og den kunstneriske proces, fortæller Teater Fluks kunstneriske co-ledere Sara Fink Søndergaard og Rasmus Malling Lykke Skov.
Et værk, der vokser gennem udstillingen
Lyden af… udfoldes gennem fire performative nedslag. Hvert nedslag tager afsæt i ét materiale og føjer samtidig en ny del til det samlede lydarkiv.
Ved åbningen af Det levende ler den 29. august præsenterer Teater Fluks Lyden af Ler i samarbejde med Den Jyske Opera. Operasangere og performere bevæger sig blandt publikum i en fælles lytteoplevelse, hvor stemmer, åndedrag og lyd møder lerets levende og formbare karakter.
Herefter følger Lyden af Voks, der undersøger smeltning, berøring og bearbejdning; Lyden af Gips, hvor aftryk, spor og overgangen fra flydende til fast træder frem; og Lyden af Bronze, der afslutter forløbet med et sanseligt rum omkring tyngde, støbning, bevægelse og tid.
De fire dele kan opleves enkeltvis, men danner tilsammen ét samlet værk. På den måde bliver Lyden af… både en række levende møder med publikum og et lydligt arkiv over materialernes forvandlinger.
OM LYDEN AF…
Lyden af Ler 29. august 2026 kl. 14.00 - 17.00 Skabes og opføres i samarbejde med Den Jyske Opera.
Lyden af Voks 11. september 2026 kl. 15.00
Lyden af Gips 24. september 2026 kl. 16.00.
Lyden af Bronze 8. oktober 2026 kl. 16.00
Sted: Den Rå Hal, Godsbanen, Karen Wegeners Gade 8, Aarhus C Entré: Gratis
Lyden af… er skabt af Teater Fluks i samarbejde med Godsbanen og indgår i udstillingsprogrammet Det levende ler – Skab med Anne Marie Carl-Nielsen.
Koncept og iscenesættelse: Teater Fluks i tæt samarbejde med Den Jyske Opera og Godsbanen Audiodesign og elektronisk lyd: Anders Bjerre Borg Teknik og design af lytteinstallation: Dimsos
Lyden af… er støttet af William Demant Fonden, Dansk Tennis Fond, Aarhus Kommune kulturudviklingspulje samt Statens Kunstfond
OM TEATER FLUKS
Teater Fluks er et uafhængigt performanceteater forankret på Sydhavnen i Aarhus. Teatret skaber original scenekunst i form af intime og fysiske teaterkoncepter, stedsspecifikke værker og performanceinstallationer.
