Skip to main content
14. november 2025

Magasin i Aarhus tænder ny julebelysning og støtter Røde Kors

Den 14. november bliver der for alvor skruet op for julestemningen i Aarhus, når Magasin tænder for sin nye julebelysning kl. 17.00. På dagen, hvor lyset tændes, donerer stormagasinet 1 krone pr. transaktion til Røde Kors.

Af: Magasin du Nord | Foto: Magasin
PRESSEMEDDELELSE

Traditionen tro går den flotte juleparade gennem byen, og når den passerer Magasin, bliver det i skæret af tusindvis af funklende julelys.

I år prydes stormagasinet på Lille Torv af en ny belysning inspireret af Magasins ikoniske stjerne. Tændingen af julelyset er et højdepunkt, der samler tusindvis af mennesker, og foran stormagasinet sørger Anders Fredslund & Friends for stemningsfuld jazz, Lagkagehuset serverer kaffe, og Magasins medarbejdere deler slikstokke ud.

Der er en særlig stemning i Aarhus, når julelysene tændes. For os handler det om, at den julemagi, som mange forbinder med Magasin, ikke kun findes inde i forretningen, men også rækker ud i byen. Magasin har i mange år været et centralt omdrejningspunkt for julen i Aarhus, og vi er glade for at kunne bidrage til de oplevelser, som samler byen, siger Suzan Papuga, forretningschef i Magasin Aarhus.

På tværs af landet er der monteret næsten 300.000 LED-lys og 26 kilometer ledning, og i Aarhus alene strækker kablerne sig over 6,5 kilometer og tænder omkring 75.000 lys på facaden. De tidligere julelys fra 2018 har fået nyt liv i Magasins forretning i Odense efter en nænsom restaurering.

Mere end julelys

Julen handler om at give og i år rækker Magasins julelys også ud over facaden. På dagen, hvor julelysene tændes, donerer Magasin 1 krone pr. transaktion til Røde Kors – en fortsættelse af det samarbejde, der gennem året har gjort det muligt at støtte organisationens arbejde for udsatte børn og familier i Danmark.

Især i juletiden har vi fokus på trivsel hos de unge og dermed et større behov for de fællesskaber, som Røde Kors stiller til rådighed. Derfor er vi meget glade for Magasins bidrag til vores arbejde, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

Ved årets udgang forventer Magasin at have doneret mere end en kvart million kroner til Røde Kors. For Magasin handler julen ikke kun om lys og traditioner, men også om at række ud og gøre en forskel der, hvor der er brug for det.

Inspireret af Magasins ikoniske stjerne lyser juleudsmykningen op i Aarhus. Foto: Magasin