Skip to main content
23. juni 2023

Mikkel fra Aarhus N har været med til at cykle mere end 10 mio. kr. hjem til scleroseforskning

Mikkel Nørgaard Bek fra Aarhus Nord er netop hjemvendt fra de franske alper, hvor han har cyklet Tour de France-bjerge i kampen mod sclerose.

Af: Rikke Hansen | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA CYKELNERVEN

Mikkel Nørgaard Bek fra Aarhus Nord er netop hjemvendt fra de franske alper, hvor han har cyklet Tour de France-bjerge i kampen mod sclerose. Og han har gjort det godt. Sammen med resten af Cykelnervens 2023-hold har Mikkel Nørgaard bek samlet 10.100.000 kr. ind til Scleroseforeningens arbejde for en verden uden sclerose.

Aarhus Nord: Mens Tour-feltet gør sig klart til årets Tour de France, der starter om bare få uger, er et hold på 450 danske ryttere netop hjemvendt fra de samme udfordrende franske bjerge, der af cykeleksperter verden over spås at blive afgørende for årets Tour de France.

Med sig hjem har rytterne ikke bare en præstationsmæssig og naturmæssig oplevelse af den slags, der kan feje benene væk under de fleste. De fik også cyklet 10.1 millioner kroner ind til dansk forskning i sygdommen sclerose på løbets 10-årsjubilæum.

Rytterne har brugt et helt år på at komme i form til at cykle op ad bjerge i Alperne og samtidig iværksat initiativer og aktiveret sponsorer for at indsamle midlerne. En af disse ryttere er Mikkel Nørgaard Bek fra Aarhus Nord.

Mikkel Nørgaard Bek cyklede afgørende Tour de France-bjerge, som blandt andet bød på Col de La Loze, Cormet de Roselend, Col de la Ramaz og Le Bettex, hvilket var en stor oplevelse:

Det er første gang, at jeg deltager i Cykelnerven. Det har været en rigtig hård, men sjov og givende oplevelse at være med. Det giver utrolig meget værdi at være sammen med så mange forskellige mennesker, som alle er med af den samme årsag – nemlig at indsamle penge til forskning i sclerose.

Afgørende for det danske scleroseforskningsmiljø

Ikke bare Mikkel selv er stolt over at have givet et vigtigt bidrag i kampen mod sclerose. Også Scleroseforeningens direktør, Klaus Høm, er både stolt og rørt over jubilæumsårets udfald:

Det er enormt rørende, at deltagerne i vores cykelevent har samlet så mange penge ind til scleroseforskning. De penge, som de er med til at samle ind for Scleroseforeningen, finansierer mere end halvdelen af al uafhængig dansk scleroseforskning. Og midlerne er afgørende for, at vi i det hele taget har et dansk scleroseforskningsmiljø, siger direktøren.

Sidste år samlede de dengang knap 350 ryttere 7.6 mio kr. ind til forskning. Grundet støt stigende efterspørgsel fra deltagere år efter år valgte Scleroseforeningen i år at tage 100 ryttere mere med på jubilæumsåret og i stedet afvikle løbet over to uger i stedet for en enkel.

10-årsjubilæuet blev derfor året, der af danske cykelmotionister fra hele landet – inkl. ambassadører som blandt andre Guldfireren-roer Eskild Ebbesen, Tour de France-ekspert og TV 2 News-vært Dennis Ritter, TV-vært Claus Elming og tidligere professionelle fodboldspiller Thomas Helveg – rundede et skarpt indsamlingshjørne.

Siden løbets første tur i Tour de France-bjergene har rytterne igennem årene nu indsamlet mere end 50 millioner kroner til dansk scleroseforskning.