Den 13. november åbner en ny udstilling på Moesgaard skabt af forskere fra Aarhus Universitet. I udstillingen Hverdagshistorier: Fortællinger fra Grønland, Island og Færøerne inviteres publikum ind i private familiearkiver fra tre nordatlantiske samfund. Gennem fotografier, film, lydoptagelser og personlige beretninger møder vi mennesker og steder på tværs af generationer og får indblik i hverdagslivet, fortalt af de mennesker, der selv har levet det.
Historien bliver ofte fortalt gennem store begivenheder, politiske beslutninger og samfundsmæssige omvæltninger. Men udstillingen viser os hverdagens magi i al dens skønhed og banalitet, for historien findes også i vores hjem, i familiealbummet, i samtaler mellem generationer og i minderne om de steder, vi kommer fra, fortæller Christian Vium, lektor i Antropologi og kurator på udstillingen.
Hverdagshistorier bygger på flere års antropologisk feltarbejde i Island, Færøerne og Grønland. Her har forskere i tæt samarbejde med lokale beboere indsamlet mundtlige fortællinger, fotografier og private arkiver. I udstillingen får materialet nyt liv, når publikum kan gå på opdagelse i billeder og fortællinger, lytte til personlige erindringer og opleve, hvordan steder og historier forandrer sig over tid.
FAKTA:
Hverdagshistorier: Fortællinger fra Grønland, Island og Færøerne
Udstillingsperiode: 13. november 2026 – 16 maj 2027.
Kuratorer: Christian Vium, Jeanette Lykkegård og Peter Andersen.
Projektet er forankret ved Aarhus Universitet og gennemføres i samarbejde med museer, arkiver og lokale partnere i Island, Færøerne, Grønland og Danmark.
Moesgaard og Aarhus Universitet Museet har et unikt samarbejde om forskning og formidling af menneskelivets mangfoldighed, herunder udvikling af studenterudstillinger, udstillingslaboratorier og store eksternt finansierede forskningsprojekter.
Forskningsprojektet er finansieret af Velux Fonden.
Udstillingen er støttet af Velux Fonden, Augustinusfonden, Knud Højgaards Fond og William Demant Fonden.
Læs mere her: Everyday Histories
