Sidste tirsdag formiddag begyndte duften af frokost at brede sig i Elsted Børnehus i Lystrup.
I køkkenet gjorde den nye køkkenansvarlige Viola maden klar, og på stuerne ventede børn og voksne på den første frokost fra deres nye leverandør Fru Hansens Kælder.
Elsted Børnehus er nemlig en af syv daginstitutioner i Aarhus Kommune, der 1. september fik Fru Hansens Kælder som ny frokostleverandør. Seks af institutionerne ligger i Lystrup-området, og for Anita Brædder, dagtilbudsleder i Lystrup-Elsted Dagtilbud, har opstarten været ventet med glæde.
Hun har tidligere arbejdet med Fru Hansens Kælder i Mariagerfjord Kommune, og de erfaringer tog hun med sig, da institutionerne i hendes område stod over for et valg af frokostleverandør.
Jeg kendte dem i forvejen, så da jeg hørte, at de også var her, var jeg tryg ved, at de kunne være et godt valg. Mine erfaringer fra tidligere er rigtig gode siger hun
MERE END BARE MAD
For Anita Brædder handler den fælles frokost om mere end at børnene får sund mad i maven.
Hun ser måltidet som noget, der kan bruges aktivt i den pædagogiske hverdag: når børnene øver sig i selvhjulpenhed, rækker fadene videre, smager sammen og bliver nysgerrige på mad, de måske ikke kender endnu.
Fra min stol glæder jeg mig til, at børnene får et sundt, varieret og lækkert måltid mad. Jeg glæder mig til, at der dufter af varm mad i huset, og til at se fade på bordene, hvor børnene kan øve sig i selvhjulpenhed og være en del af måltidet siger hun
Hun peger også på, at genkendelighed betyder meget, når børn skal lære nye smage at kende.
Retterne går igen og igen, og det er godt, fordi børnene skal vænne sig til maden. Så kan vi arbejde med madmod og madglæde, og vi kan forberede børnene på, hvornår de retter, de godt kan lide, kommer igen. Genkendelighed er godt siger Anita Brædder
NYE SMAGE OG NYE RUTINER
I Elsted Børnehus blev første spisedag med den nye frokost også en dag, hvor nye rutiner skulle prøves af i praksis.
Viola og resten af huset havde forberedt sig på forhånd, men som med alt nyt skulle maden først lande i hverdagen, før de små justeringer blev tydelige.
Vi havde glædet os og forberedt os godt. Jeg var spændt på, hvordan det ville gå første dag, og hvordan det hele ville fungere. Men det gik rigtig godt siger Viola
På stuerne blev der smagt og talt om, hvad maden bestod af. For Tine Friis, pædagog i Elsted Børnehus, var det især børnenes mod på maden, der gjorde indtryk.
Vi synes, det har været en rigtig god første dag. Der er helt sikkert nogle interne rutiner, vi skal lære at kende og måske justere på, men det var dejligt at se, at børnene spiste og turde smage. Jeg er især glad for, at der både var sikre favoritter på tallerkenen og noget nyt og spændende, som børnene ikke havde prøvet før. På den måde får de lidt af det hele og måske mere mod på det ukendte fremadrettet siger hun
For pædagogerne giver den fælles frokost også mulighed for at tale med børnene om maden.
Vi har glædet os til at kunne tale med børnene om maden og fortælle, hvad den består af. Det giver os mulighed for at arbejde med maddannelse omkring frokosten siger Tine Friis
FROKOSTEN SKAL FINDE SIN FORM
Forud for den første spisedag med Fru Hansens Kælder har personalet fra de nye institutioner været samlet til opstartskursus. Her blev de introduceret til menuen, leveringer, særlige hensyn, praktiske rutiner og måltidet som en del af børnenes hverdag.
I Elsted Børnehus er første spisedag nu overstået. Der er stadig fade, rutiner og små spørgsmål, der skal finde deres faste pladser. Men begyndelsen er taget, og det er netop over tid, at frokosten for alvor skal finde sin form.
Jeg glæder mig mest til at se, hvordan maden stille og roligt bliver en naturlig del af børnenes hverdag. At de lærer retterne at kende, glæder sig til dem og får gode oplevelser omkring måltidet sammen, fortæller Anita Brædder.
FAKTA
Den 1. september fik syv daginstitutioner i Aarhus Kommune Fru Hansens Kælder som ny frokostleverandør. Seks af institutionerne ligger i Lystrup-området, mens Storkereden i Aarhus C også startede op samme dag.
Det betyder, at 14 daginstitutioner og 811 børn i Aarhus Kommune nu får frokost fra Fru Hansens Kælder.
