65 internationale forskere er tilknyttet fakultetet som særlige adjungerede professorer og bidrager med ny viden og internationale perspektiver til forskning og undervisning. Formålet er at styrke samarbejdet med førende forskningsinstitutioner i udlandet.
Honorary Skou-ordningen blev etableret i 2018 og har siden ført til fælles forskningsprojekter og fondsansøgninger, gæsteundervisning, akademiske udvekslinger, ph.d.-vejledning og nye internationale forskningsnetværk.
Hver Honorary Skou-professor får tilknyttet en såkaldt champion – en forsker fra fakultetet, der fungerer som faglig kontaktperson og hjælper med at etablere og udvikle samarbejdet med de lokale forskningsmiljøer.
Ordningen skal dermed sikre, at professorerne ikke blot får en ærestitel, men også bidrager aktivt til fakultetets forskning og undervisning.
Titlen er opkaldt efter den danske læge og professor Jens Christian Skou, der modtog Nobelprisen i kemi i 1997 for sin opdagelse af natrium-kalium-pumpen. Skou opbyggede gennem sin forskerkarriere et omfattende internationalt netværk, og det er i samme ånd, at fakultetet viderefører ordningen.
Læs mere om de 13 Honorary Skou-professorer og deres danske samarbejdspartnere.
