28. august 2026

|

Pressemeddelelse

Billigblomst og det danske gartneri Rønbæk indgår kæmpe samarbejdsaftale om orkideer

Billigblomst koncernen, der driver 11 plantecentre i Danmark,  har udvidet deres samarbejdsaftale med Rønbæk markant. Fremover skal gartneriet i Hinnerup levere alle de orkideer, som Billigblomst kan afsætte – og Billigblomst udfaser deres indkøb fra Holland helt ved udgangen af 2026.

Billigblomst og det danske gartneri Rønbæk indgår kæmpe samarbejdsaftale om orkideer
Af: Billigblomst A/S | Foto: Billigblomst A/S/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Det danske gartneri Rønbæk i Hinnerup ved Aarhus fremavler orkideer – og mange af dem. Vi kender dem alle, da orkideerne er den måske mest populære potteplante i de danske hjem på grund af dens mange flotte farver og nuancer – tillige er de meget holdbare og så er de nemme at passe.

Men konkurrencen er hård for de danske gartnerier. Gartnerier i eksempelvis Holland har bedre betingelser for produktion og presser priserne – og det stiller store krav til effektiviteten i de danske gartnerier. Også hos Rønbæk, der har kunnet mærke, at flere af deres danske kunder har søgt mod netop Holland.

Men nu har Billigblomst koncernen, der driver 11 plantecentre i Danmark, udvidet deres samarbejdsaftale med Rønbæk markant. Fremover skal gartneriet i Hinnerup levere alle de orkideer, som Billigblomst kan afsætte – og Billigblomst udfaser deres indkøb fra Holland helt ved udgangen af 2026.

Ejeren af Billigblomst, Brian Reenberg, udtaler: ”Vi har og har altid haft en forkærlighed for de danske gartnerier – og Gartneriet Rønbæk ligger lige i vores egen baghave. Samtidig har Billigblomst en forpligtelse overfor vores kunder i forhold til at sikre den helt rigtige sammenhæng mellem pris og kvalitet – ellers lever vi ikke op til vores navn og vores koncept. Der er ingen tvivl om, at vi får den bedste kvalitet og stabile leverancer fra Gartneriet Rønbæk – og nu er vi også blevet enige om at udvide vores aftale med flere produkter. Det glæder vi os rigtig meget til at præsentere for vores kunder.”

For Gartneriet Rønbæk er aftalen med Billigblomst en sikring af fremtiden. Hans Christiansen fra Gartneriet Rønbæk udtaler: ”Hvis vi skal udvikle og optimere vores produktion i gartneriet og fortsat være effektive og konkurrencedygtige, så kræver det, at vi kan afsætte en stor volumen. Vi er rigtig stolte af denne aftale med Billigblomst – en dansk kæde af plantecentre i vækst, som vi i forvejen har handlet med i flere år – fordi vi dermed kan sikre den nødvendige volumen fremadrettet. Det har stor betydning for os som virksomhed og arbejdsplads. Og så giver det bare rigtig god mening, at dét, der er dansk dyrket, bliver solgt i Danmark.”

Orkideerne fra Rønbæk, som du kender på den ”danske” sommerfugl på posen, er allerede at finde i Billigblomst plantecentrene – men sortimentet bliver udbygget over de næste måneder. Kunderne i Billigblomst vil opleve en bedre kvalitet til uændrede priser.

Nøgleord
ErhvervShoppingBolig & have
Event Information