03. juni 2025

|

Pressemeddelelse

Nyt spisested åbner i Aarhus gamle hovedbibliotek i dag

Der er globalt gadekøkken og hverdagsmad på høje hæle på menuen hos Cantina, der slår dørene op i Møllegade i hjertet af Aarhus i dag. Cantina er en del af Roberta’s Society, byens nye samlingssted, der tilbyder et hidtil uset koncept: Et kulturhus med både overnatning og spisested.

Nyt spisested åbner i Aarhus gamle hovedbibliotek i dag
Af: Roberta's Society | Foto: Daniel Rasmussen / PR - Roberta's Society

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
En portion friskbagt lasagne, rotisserigrillet kylling med kartofler stegt i kyllingefedt serveret med husets egen chilisauce, en crayfish roll, farvestrålende salater eller cremet pasta? Á la carte eller fællesspisning? Der er retter til alle aldre og pengepunge i Cantina, hvor måltiderne serveres i stilrent indrettede, men uhøjtidelige omgivelser ved lange plankeborde og kig til travle kokke i det store, åbne køkken. Køkkenet bestyres af Dylan Massey-Ryan, der tidligere bl.a. har været kok på det femstjernede London-hotel, The Berkeleys Michelin-restaurant og senest chefkok på Book1, det hostel, der tidligere lå her på adressen. Cantina er både for de lokale og turister. For backpackere, familier, forretningsrejsende eller til middag med vennerne eller kæresten. Og det præger menuen. Dylan siger:
Min stil er inspireret af international street food - enkelt og smagfuldt med et twist. For mad skal være tilgængelig og skabe begejstring uden at være prætentiøs. Den tilgang deler jeg med holdet i køkkenet, der kommer fra alle verdenshjørner og samles her i Aarhus med én fælles passion, nemlig at lave noget rigtigt god, ærlig mad tilberedt med omhu og omtanke.
Inkluderende spiseoplevelser
Der er fællesspisning alle ugens dage, hvor dagens ret koster 89 kr. i hverdagen og 109 kr. i weekenden, hvor der også følger en dessert med. En pris, der indbyder til, at man kan komme forbi flere gange om ugen – alene eller sammen med andre i en ramme dedikeret til samvær uanset om det er til en hurtig bid mad eller en fuld à la carte-oplevelse. Og selvfølgelig er børn også velkomne.
Vi tilpasser altid gerne retterne, så de falder i de yngste gæsters smag. Vi tilbyder enkle og klassiske retter som salater, sandwich, pommes frites, lasagne – og naturligvis vores rotisserikylling, der er populær blandt gæster i alle aldre. Vores team er vant til små, kræsne madanmeldere, siger Dylan.
Friske grøntsager i sæson fylder meget på menuen. Vil man gå helt plantebaseret, er der hver mandag vegansk fællesspisning som hyldest til Meat-Free Mondays-konceptet. Også her kommer køkkenteamets brede erfaring i spil:
God vegansk mad behøver ikke være kompliceret – den skal bare laves ordentligt. Vores team er erfarent og vant til at navigere i et alsidigt køkken, afrunder Dylan.
Gæstekokke og takeaway
Der kommer også gæstekokke på programmet, når Dylan inviterer kokke han tidligere har arbejdet med i udlandet, til at slå sig løs i køkkenet. Allerede fra åbningsdagen er der mulighed for at få maden med hjem som take away, og på sigt drømmer Dylan også om at kunne tilbyde hjemmebagte delikatesser fra eget bageri til den morgenmad, der serveres hver morgen fra klokken 07.00.
Danmarks første kulturhus med spisested og overnatning
Roberta’s Society er et univers, hvor der under ét tag både er sovesale og overnatning i private værelser fordelt på 460 senge, spisested, bar og scene samt et bredt kultur- og oplevelsesprogram med alt fra talks og open mic til intimkoncerter og yoga, shuffleboards, bordtennis, billard og corntoss.
Event Information