Skip to main content
11. juli 2025

Oplev Universitetsparken tæt på

Engang græssede der får i Aarhus Universitetspark. Der har også ligget kolonihaver, og dele af området har været brugt som losseplads. Tag på rundvisning i Uniparken i skolernes sommerferie og få de mange gode historier.

Af: Aarhus Universitet Science Museerne | Foto: Ritzau / Aarhus Universitet Science Museerne
PRESSEMEDDELELSE

Aarhus Universitetspark er kendt for sit kuperede landskab, gamle egetræer og ikoniske gule bygninger. Men der gemmer sig også mange spændende fortællinger om, hvordan området har udviklet sig til et af landets vigtigste centre for viden og forskning.

I sommerferien inviterer Science Museerne på guidede rundvisninger i Uniparken – Danmarks største egepark og en del af Kulturministeriets Kulturkanon. På turen får man indblik i de visioner, der formede universitetet fra 1928 og frem, og man hører om de første laboratorier til Gestapos beslaglæggelse af kollegier under besættelsen og bombningen i 1944.

Hvordan afspejler bygningernes arkitektur de fag, de huser? Hvordan har forskningens behov påvirket landskabet?

De guidede ture begynder og slutter ved Steno Museet og varer cirka 1,5 time. Ruten er omkring 3 kilometer og foregår til fods uden mulighed for at sidde ned undervejs. Billetterne koster 95 kr. og giver også adgang til Steno Museet samme dag.

For dem, der ønsker at opleve parken i eget tempo, tilbyder Aarhus Universitet den digitale gå-selv-rute AUminoen. Her kan man selv gå på opdagelse i universitetets historie og arkitektur, når det passer bedst. Læs mere på: uniparken.dk

Praktisk information
  • Rundvisningen foregår hver torsdag i skolernes sommerferie kl. 13.
  • Startsted: Steno Museet, C.F. Møllers Allé 2, 8000 Aarhus C
  • Pris: 95 kr. (inklusive adgang til Steno Museet samme dag)
  • Parkering ved Steno Museet er gratis ved billetkøb til rundvisningen, men kræver registrering i billetsalget.

Science Museerne tilbyder også særskilte rundvisninger for grupper. Kontakt os for at høre mere.

Læs mere og book billetter: sciencemuseerne.dk