20. marts 2025

|

Pressemeddelelse

Pop-up galleri bringer nyskabende kunst til hjertet af Aarhus

Snart kommer galleriet Ulstrup Gallery til Aarhus for første gang, hvor de med den kommende pop-up udstilling “THE SPACE BETWEEN WALLS” inviterer de besøgende til at udforske det flydende og komplekse begreb “hjem” gennem værker af kunstnerne Miriam Beichert, Johannes Ehemann, Abel Kabel og Noemi Durighello.

Pop-up galleri bringer nyskabende kunst til hjertet af Aarhus
Af: Ulstrup Gallery | Foto: Ulstrup Gallery

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Inspireret af ideen om, at hjem er mere end bare sted vi opholder os, udfordrer kunstnerne konventionelle forestillinger om identitet, personligt rum og behovet for rodfæstethed. Deres værker navigerer i temaer som tilhørsforhold, følelsesmæssig forbindelse og tilknytning til vores fysiske omgivelser og tilbyder et nuanceret perspektiv på, hvad det vil sige at føle sig hjemme - uanset om det er et bestemt sted, i sig selv eller i forhold til andre. Abel Kabel (f. 2000, DK) er en multidisciplinær kunstner der bor og arbejder i Aarhus. Hans malerier er typisk en karakteristisk blanding af tekstur og intuitive stregtegninger på lærred, hvor han bruger tyk maling til at skabe et afbalanceret samspil mellem lette og tunge elementer. Med inspiration fra elementer i det urbane hverdagsliv skildrer han fordomsfrit hvad et hjem kan indeholde på godt og ondt.   Miriam Beichert (f. 1999, DE) reflekterer over moderne livsstile og studerer sine omgivelser gennem sit arbejde. Hendes malerier ligner falmede minder, kendetegnet ved slørede, løst spraymalede linjer og opløste farver, der skaber et drømmeagtigt univers. Hendes kunstneriske tilgang er tæt forbundet med temaet om at føle sig hjemme, da hendes malerier udforsker, hvordan vores minder og omgivelser former vores følelse af at høre til, og hvordan vores idé om “hjemmet” er flygtig.   Noemi Durighello (f. 1996, IT) er interesseret i objekternes verden og har udviklet et formsprog, der er baseret på at observere ting og deres æstetik. Den måde, vores fysiske omgivelser er udformet og opfattes på, spiller en afgørende rolle for vores følelse af komfort og påvirker i sidste ende vores evne til at føle os hjemme i vores omgivelser. Johannes Ehemann (f. 1996, DE) udfordrer vores perception ved at skabe tredimensionelle værker på todimensionelle overflader. Før hans kunstneriske karriere, forfulgte han en karriere som professionel ishockeyspiller, hvor han konstant rejste og levede på farten. Nu har han gennem sin kunstneriske praksis fundet rodfæste - og lader selve kunsten blive hans hjemmelige rammer. I denne udstilling udforsker han de følelser og oplevelser, der er forbundet med at føle sig hjemme. Med kunstnernes unikke perspektiver giver »THE SPACE BETWEEN WALLS« en fordybende refleksion over, hvordan ideen om “hjem” konstrueres, dekonstrueres og genforestilles som en følelsesmæssig og psykologisk tilstand, frem for bare et fysisk sted. I en verden præget af konstant forandring og flygtighed inviterer udstillingen de besøgende til at reflektere over, hvad der får et sted til at føles som et hjem. Ulstrup Gallery Vesterbrogade 16, 8000 Aarhus C, Danmark Datoer 27.03. - 30.03.25., Fernisering 27.03.25. fra 16-20.00

Galleri

Event Information