Skip to main content
28. maj 2025

Prisregn over Aarhus

Unge lægetalenter i gigtforskning fra Aarhus Universitetshospital stod nærmest i kø for at modtage Gigtforeningens hæder.

Af: Gigtforeningen | Foto: Linda Johansen
PRESSEMEDDELELSE

Hele otte medicinstuderende fra Aarhus har netop modtaget Gigtforeningens prestigefyldte studenterpriser for deres imponerende specialeprojekter.

Det er ikke bare en anerkendelse – det er et tydeligt bevis på, at Aarhus Universitetshospitals Afdeling for Led- og Bindevævssygdomme er et kraftcenter for forskning og talentudvikling, lyder det fra Gigtforeningen.

Ud af de 16 priser, som blev uddelt ved Gigtforeningens repræsentantskabsmøde den 22. maj, gik hele otte til specialeprojekter udarbejdet i Aarhus.

Skarpe hjerner med fokus på fremtidens gigtbehandling

De prisvindende studerende har kastet sig over aktuelle og vigtige emner inden for gigtsygdomme – og det med stor faglig tyngde og nysgerrighed.

Lærke Espelund Borgen har undersøgt, om den såkaldte Bankart-operation, som er en skulderstabiliserende operation, egner sig til patienter med et ustabilt skulderled.

Carl Christian Burvil har i sit studie sammenlignet knogleforankringen ved to forskellige typer plastindsatser ved knæoperationer for artrose i knæet.

Tobias Gaster har i sit projekt undersøgt, hvor stor risiko patienter med den særlige type blodkarsygdom (antineutrofilocyt cytoplasmatisk antistof associerede vaskulitis) har for, at sygdommen vender tilbage efter fire års behandling uden tilbagefald.

Tobias Benjamin Kokholm har set på, hvordan man tidligt kan forudsige, hvilke patienter med muskelgigt der får et sværere sygdomsforløb og har brug for højere dosis medicin.

Laura Nørgaard, Aarhus Universitet har i sit projekt kortlagt, hvad man ved om, hvorfor patienter med lupus (systemisk lupus erythematosus) får blodpropper og hvordan, man identificerer patienter med høj risiko.

Nicoline Hvitfeldt Henriksen har i sin opgave vurderet, hvor mange patienter med lupus (systemisk lupus erythematosus), der havde en autoimmun hæmolytisk anæmi, og set på mulighederne for behandling.

Nicoline Stidsen har undersøgt, om en høj dosis B1-vitamin modvirker den kroniske træthed, der ofte opstår i kølvandet af at have leddegigt.

Elisabeth Lindrup Nielsen har sammenlignet udredningen af muskelgigt før og efter etableringen af en hurtighenvisningsklinik især mht. antal, ventetid mv.

Et vigtigt skridt for reumatologien

Hos Gigtforeningen vækker den østjyske prisregn over de nye forskningstalenter stor glæde:

Vi står med to store udfordringer: Flere danskere vil få gigt i fremtiden, og vi mangler reumatologer. Derfor er det vigtigt at motivere unge læger til at vælge reumatologien som speciale – og studenterprisen er en af de måder, vi gør det på. Når vi samtidig ser projekter af så højt et niveau, ser fremtiden jo lovende ud, siger næstformand for Gigtforeningens Forskningsråd, professor Anders Odgaard, der står bag udvælgelsen af priserne.

Udover æren får hver af de unge prismodtagere 15.000 kr.