Hver onsdag mødes fire ældre mænd og deres besøgsven til en dag med fællesskab, frokost og oplevelser i lokalområdet. Sammen tager de på ture rundt på Djursland, hvor de besøger steder med relation til deltagernes livshistorier og oplever nye initiativer og seværdigheder. Dagen afsluttes med kaffe og samvær.
For deltagerne er de ugentlige ture meget mere end blot en udflugt. De skaber nærvær, nye oplevelser og et vigtigt fællesskab, som modvirker ensomhed og giver indhold i hverdagen.
Denne gruppe er noget af det mest meningsfulde, jeg har oplevet gennem mit arbejde i besøgstjenesten. For mændene er onsdagene ugens højdepunkt, hvor de kommer ud blandt andre, deler oplevelser og får ny energi. Samtidig giver det et vigtigt pusterum til de pårørende, som til daglig yder en stor indsats. Støtten fra LB Foreningen er med til at sikre, at dette helt særlige fællesskab kan fortsætte, siger Jane Hansen, leder af besøgstjenesten for Røde Kors i Rougsø.
De fire deltagere er alle dårligt gående og transporteres i besøgsvennens handicapbus, hvor der er plads til både kørestole og rollatorer. For nogle af mændene er turene en sjælden mulighed for at komme ud af hjemmet og deltage i sociale aktiviteter.
Fællesskab og livskvalitet
Hos LB Foreningen ser man stor værdi i de lokale frivillige initiativer, som styrker fællesskab og livskvalitet:
Små lokale fællesskaber kan gøre en stor forskel for mennesker, der oplever ensomhed eller har begrænsede muligheder for at være aktive i hverdagen. Det er inspirerende at se, hvordan frivillige kræfter skaber glæde, samvær og nye oplevelser for ældre borgere. Derfor er vi glade for at støtte en indsats, der bidrager til både trivsel og livsglæde, siger Tine Kanne Sørensen, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Midtjylland.
Donationen skal være med til at understøtte de ugentlige ture og fællesskabet omkring gruppen, så deltagerne også fremover kan se frem til oplevelser, nærvær og gode samtaler – og få et vigtigt lys i hverdagen.
Sammen med de 4.000 kr. modtager Røde Kors i Rougsø også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummereret og signeret af kunstneren selv.
OM RØDE KORS I ROUGSØ
I Røde Kors butik oser det af aktiviteter og energi for at gøre en forskel. De frivillige får følelsen af stolthed, og de har samtidig et fællesskab, hvilket skaber værdi både for dem og for Røde Kors. En del af overskuddet går til hovedkontoret, men der bruges også ressourcer på lokale initiativer som Familienetværket, Julehjælp og Besøgstjenesten. Derudover bliver de frivillige inviteret på en årlig bustur til en oplevelse med mad og drikke, og der afholdes en årlig julefrokost. Dette er til glæde for alle. Det skaber stor værdi for Røde Kors både lokalt og landsdækkende, at der er frivillige, som stiller op og er med til at gøre en forskel.
OM LB FORENINGEN
LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.
OM LB FORENINGEN REGION MIDTJYLLAND
LB Foreningen i Region Midtjylland repræsenteres af 12 delegerede, der er valgt blandt de ca. 100.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Midtjylland uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk
