Vi håber, at beboerne vil tage godt imod RøgalarmPatruljen. Patruljen besøger områder, hvor der bor mange ældre mennesker, da de er særligt udsatte for brand i hjemmet. Ofte er det også hos de ældre, at der mangler røgalarmer, da de kan have svært ved selv at få røgalarmerne sat op og løbende tjekke, om batterierne stadig virker, siger Ole Nedahl, konsulent i BrandBevægelsen.RøgalarmPatruljen består af unge fra Junior Brandkorpset samt lokale brandfolk fra Østjyllands Brandvæsen. De unge har forinden lært at opsætte og teste røgalarmer, så de er godt klædt på til at være ambassadører for røgalarmer og styrke brandsikkerheden i lokalområdet.
Vi håber, at RøgalarmPatruljen skaber opmærksomhed om røgalarmer – både blandt dem, der får besøg, men også i befolkningen generelt. Det skal få flere til at huske at teste deres røgalarmer med jævne mellemrum og sikre, at der også hænger virksomme røgalarmer i deres ældre familiemedlemmers boliger. Det vil forhåbentligt betyde færre brande i private hjem i fremtiden, siger Ole Nedahl.Siden 2015 er der i gennemsnit omkommet 52 personer om året i Danmark i forbindelse med utilsigtede brande, der fx opstår pga. en utilsigtet menneskelig handling eller svigt af elektrisk udstyr. Derudover er der hvert år tusindvis af brande, hvor personlige ejendele og uerstattelige minder går tabt. BrandBevægelsen og TrygFonden har siden 2007 samarbejdet med kommuner og beredskaber om brandsikkerhed, og gennem årene har de opsat ca. 15.000 røgalarmer hos udvalgte borgere.
Røgalarmer er effektive til at advare om brand. Derfor er de centrum for TrygFondens indsatser for at reducere antallet af mistede liv og alvorligt tilskadekomne i forbindelse med brand. Der hænger røgalarmer i 78 pct. af boligerne i Danmark, men det er desværre ikke dem alle, der virker, og samtidig er der boliger helt uden røgalarmer. Det tager kun to minutter at montere en røgalarm i loftet, og den koster under 100 kr. Så det er en lille indsats, der til gengæld giver tryghed og kan redde liv, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.
RøgalarmPatruljen i Aarhus
Den 15. november kl. 9-15 vil RøgalarmPatruljen tage rundt i Aarhus for at tjekke røgalarmer. Patruljen kommer på besøg i udvalgte boligområder, som vil blive orienteret på forhånd.Vidste du, at
- Der er i gennemsnit omkommet 52 personer ved en utilsigtet brand hvert år gennem de seneste 10 år i Danmark
- I 2024 omkom 41 personer i en utilsigtet brand
- Størstedelen af de omkomne i dødsbrande er over 50 år
- Omkomne i brand er oftere mænd end kvinder
- Det er oftest folk, som bor alene, samt personer med behov for pleje, der omkommer i brand
- Uforsigtighed ved rygning er den hyppigste årsag til dødsbrande
- I mindst halvdelen af de boliger, hvor der opstår en dødsbrand, er der ikke installeret en røgalarm, og kun ved 14 pct. af dødsbrandene er der registreret en fungerende røgalarm i boligen
