Vejdirektoratets entreprenør er fortsat i fuld gang med at udføre geotekniske undersøgelser på Marselis Boulevard forud for anlæggelsen af Marselistunnelen.
Fra mandag den 5. oktober og cirka tre uger frem skal entreprenøren udføre geotekniske boringer i det højre østgående spor mellem Skanderborgvej og til umiddelbart efter Jyllands Allé.
Det er stort set samme strækning, som de foregående tre uger, men generne er lidt mindre, da trafikanter i vestgående retning ikke påvirkes med ændrede spor.
Cykelstien i østgående retning på samme strækning vil være delvist inddraget i perioden, og cyklisterne skal derfor trække forbi på fortovet eller finde en alternativ cykelrute.
Indkørsel til Kongsvangs Allé syd for Marselis Boulevard er lukket ved boulevarden, mens det er muligt at svinge til højre mod havnen fra Kongsvangs Allé ind på Marselis Boulevard.
I den første uge er det desuden ikke muligt at svinge til højre fra boulevarden ved Jyllands Allé.
Følg med på vd.dk og ’Trafik i Aarhus’
Man kan følge med i de trafikale gener som følge af Vejdirektoratets geotekniske undersøgelser på vd.dk/marselis.
Inden længe går de første ledningsejere i gang med at omlægge deres ledninger, så de ikke ligger i vejen, når Marselistunnelen skal anlægges. Det arbejde vil periodevis give trafikale gener. Aarhus Kommune vil på deres Facebook-side ”Trafik i Aarhus” melde særligt generende arbejde ud i den forbindelse.
