Der er ingen tvivl om, at episoden må betegnes som værende et yderst voldsomt overfald, og retten har også været enig med Anklagemyndigheden i, at formålet med overfaldet var, at de to mænd i bilen skulle slås ihjel, siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.Han tilføjer:
Jeg er derfor også ganske tilfreds med, at det har været muligt at identificere og efterfølgende også retsforfølge flere af gerningsmændene, som i dag har fået nogle mærkbare flerårige fængselsstraffe. Det til trods for, at flere vidner – herunder de forurettede i sagen – undervejs i forløbet ikke har haft et særligt stort ønske om at samarbejde med politiet eller afgive brugbare forklaringer i retten, siger han.
Knivstik, alubat, peberspray og strømpistol
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om det alvorlige overfald omkring kl. 17.50 den 9. november 2023, hvor flere personer i området havde hørt og overværet episoden begået af gruppen af maskerede gerningsmænd, som fandt sted på parkeringspladsen på Hammershusvej. Flere patruljer og ambulancer blev hurtigt sendt til stedet, hvor gerningsmændene – der ifølge politiets efterforskning var ankommet i mindst tre forskellige køretøjer – var stukket af ved myndighedernes ankomst nogle få minutter senere. De to mænd, som var blevet forsøgt dræbt, blev begge fundet med utallige knivstik og modtog livreddende førstehjælp på stedet, inden de blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand – den ene i akut livsfare. Den bil, de havde befundet sig i, var blevet totalskadet i forbindelse med påkørslen og diverse efterfølgende slag med bl.a. økser og alubat, mens de to mænd foruden knivstik også var blevet udsat for peberspray, strømpistol og slag med diverse våben.At det lykkedes at redde de to mænds liv, er naturligvis positivt, når man tænker på, hvad de blev udsat for. Politiet har foretaget en omfangsrig og grundig efterforskning i sagen, og dagens dom viser også med al tydelighed, at personfarligkriminalitet begået i kriminelle miljøer bliver straffet særligt hårdt ved domstolene. Jeg er tilfreds med, at de tre mænd blev kendt skyldige og dømt for de to drabsforsøg, siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.Østjyllands Politi har samarbejdet med bl.a. Sydøstjyllands- og Nordjyllands Politi i efterforskningen af sagen, hvor flere øvrige personer – foruden de tre dømte – også undervejs har været anholdt og mistænkt i sagen. Det har for nuværende ikke været muligt for politiet at identificere flere formodede gerningsmænd i sagen.
