Wine Week - Danmarks nye vinfestival er skudt i gang
I dag skydes den allerførste udgave af Wine Week igang. Danmarks nye vinfestival finder sted fra fredag d. 16. august til og med søndag d. 25. august 2024. I løbet af disse ti dage vil forskellige aktører fra den danske restaurationsbranche invitere gæster til en fejring af vinens verden. Billetsalget er fuld i gang.
Wine Week er en festlig uge dedikeret til alt det bedste ved vin. Festivalen inviterer til samvær og fællesskab, hvor vinelskere fra nær og fjern kan samles for at udforske vinens mangfoldighed og unikke smage. Til Wine Week vender de traditionen om og lader vinen være udgangspunktet for menuen eller smagningen. Dette giver gæsterne en ny og spændende måde at opleve vin på, hvor maden supplerer vinens smag og ikke omvendt.
Med et bredt udvalg af events byder festivalen alle slags vinkendere velkommen – fra nybegyndere til entusiaster. Uanset om man foretrækker klassiske druer og vinhuse, biodynamisk vinproduktion, orange- og naturvin eller noget helt andet, er der noget for enhver smag.
